Naja Bischoff er kåret som en af de mest sælgende mæglere i Danmark og kender både det danske og spanske boligmarked indefra. Det er en stor glæde at kunne byde Naja velkommen som partner.
Jackie Phillip & Co. Real Estate kan med stor glæde byde velkommen til ejendomsmægler og valuar Naja Bischoff, der netop er tiltrådt som partner pr. 1 september 2022. Naja Bischoff har senest været med til at opbygge New Nordic Homes på Costa del Sol.
”Naja er en rigtig dygtig ejendomsmægler med solid erfaring i Danmark og Spanien. Samtidig har hun både investeret i bolig og bosat sig i Marbella. Det vil i den grad komme de danske boligkøbere til gode, når de skal realisere deres drøm i Spanien, ”siger indehaver Jackie Phillip.
Et mangeårigt samarbejde med advokat Jackie Phillip har resulteret i det nye partnerskab. Også Naja Bischoff glæder sig til at byde de mange danskere velkommen på Solkysten hen over efteråret.
”Jeg glæder mig til at blive en del af et særdeles stærkt team med Nykredit, Nybolig og Estate i ryggen. Det betyder alverden for kunderne, at de kan få solid rådgivning i Danmark, inden turen går til Spanien. I Spanien kan jeg fokusere 100% på relationen til kunden, kundens ønsker og behov – uanset om drømmen ligger i Marbella, Estepona eller Malaga. Det giver en langt bedre oplevelse for de danske købere, som bliver taget i hånden hele vejen,” siger Naja Bischoff.
360 graders rådgivning
Naja Bischoff er oprindeligt uddannet i ejendomsmæglerkæden Home, hvor hun er kåret som en af de mest sælgende ejendomsmæglere i Danmark. Hun har været salgschef i Home på Vesterbro i København og senere salgschef i projektafdelingen. Dermed har hun været mægler i 15 år på det danske boligmarked. I 2019 bosatte hun sig i Sydspanien med hendes mand og to børn og kan derfor også dele ud af sine egne personlige anbefalinger.
”En bolig er en af de største investeringer, vi foretager i vores liv. Så det at skulle gøre det i et andet land, er en rigtig stor beslutning. Jeg ved, hvilke standarder de danske kunder er vant til. Jeg kan guide om de største forskelle og faldgruber. Fordi jeg selv har bosat mig i Spanien, går min rådgivning 360 grader rundt – både når det gælder forsikringer, skole, hvad de forskellige områder kan tilbyde, og hvor man kan tage hen,” siger Naja Bischoff, der i høj grad oplever, at hendes solide lokalkendskab gør en stor forskel:
”Vi havde for nylig et dansk par, som gerne ville bosætte sig hernede om vinteren. Det viste sig, at de havde forelsket sig i et område, hvor restauranter og cafélivet lukker ned i vintersæsonen. Det styrede vi straks uden om og sikrede, at de fandt en bolig i det helt rigtige område.”
3 hurtige til Naja Bischoff
1. Hvad er din bedste anbefaling til boligkøb?
”Det er stadig en rigtig god investering at købe bolig i projektbyggeri, fordi boligerne ligger 20-30% under markedsprisen. Her kan man få en bolig i god kvalitet uden at tænke på vedligeholdelse i mange år frem.”
2. Hvornår skal man købe?
”Vi ser jo det danske marked gå lidt ned i gear, men det er slet ikke tilfældet hernede. Her er et købestærkt publikum fra hele Europa og andre dele af verden. Overvejer du at investere i en bolig inden for de næste 3-4 år, så vil jeg anbefale at gå i gang allerede nu. En god idé er også at udleje det, når du ikke selv har brug for boligen. Her er rigtig gode lejeindtægter at hente. Det er også noget, vi rådgiver om.”
3. Hvordan har det været at bosætte sig som dansker i Spanien?
”Jeg nyder i den grad den sydeuropæiske livsstil, hvor det gode vejr giver nogle helt andre muligheder for at være ude året rundt. Mikroklimaet hernede betyder, at der om vinteren er 5-6 grader varmere end inde i landet, mens der om sommeren er lidt køligere. Det er perfekt.
Efter 3,5 år har jeg og min familie stadig så meget, vi gerne vil se og opleve i Spanien. Der er altid noget at tage sig til. Vil du stå på ski, er det kun 2,5 time i bil, og så er du på et utroligt, lækkert skisportssted. I sommer kørte vi en tur til Portugal, og du kan komme til Madrid med toget på 2 timer. Samtidig er der mange flyafgange til København og de jyske lufthavne, så du hurtigt og nemt kan komme hjem til familien.
Som mægler kommer jeg meget tættere på kunderne end i Danmark. Når de først er her, er det ofte er nogle meget tætpakkede dage, hvor vi tager rundt og kigger på boliger hele dagen. Her får jeg rigtig god mulighed for at rådgive dem og hjælpe dem til at træffe den helt rigtige beslutning. Det nyder jeg virkelig.”