Indehaver af Nybolig i Skanderborg & Ry, Carsten B. Sandgrav, bliver fra den 1. januar 2023 senior købermægler i Jackie Phillip & Co. Real Estate. Han vil dermed styrke det strategiske samarbejde med Nybolig, Estate og Nykredit.
Carsten B. Sandgrav har ikke mindre end 37 års erfaring som ejendomsmægler og valuar og er den længst siddende mægler i Nybolig-regi. Fra 1. januar 2023 skifter han sin titel som indehaver af Nybolig i Skanderborg & Ry ud med den spanske titel ’købermægler’. Carsten B. Sandgrav bliver en del af Jackie Phillip & Co. Real Estate og får dermed en vigtig rolle i at styrke det strategiske samarbejde med Nybolig, Estate og Nykredit.
”Carsten er en yderst erfaren og meget dygtig ejendomsmægler og valuar med solidt kendskab til både det danske og spanske boligmarked. Ved at udbrede kendskabet til det strategiske samarbejde i Nybolig og Estate-regi bliver Carsten en vigtig nøglemedarbejder for et vellykket samarbejde mellem de danske indehavere og vores team i Spanien,” siger Jackie Phillip, indehaver af Jackie Phillip & Co. Real Estate.
61-årige Carsten B. Sandgrav er selv på vej til et seniorliv i Spanien, hvor han har haft bolig siden 2016. Som købermægler kan han kombinere livet i to lande med at hjælpe andre danskere til at tage skridtet og investere i ejendom i det solrige Sydspanien.
”Jeg er enormt begejstret for Spanien og livsstilen, og den personlige glæde får jeg nu mulighed for at dele med andre. I Nybolig er vi allerede i dag i kontakt med en del danskere, der er formuende og har et ønske om at sælge et stort hus for at bruge noget af friværdien på investering i en bolig i Spanien. Så med en fod solidt plantet i både Danmark og Spanien glæder jeg mig til at hjælpe danskere til et trygt boligkøb i Spanien,” fortæller Carsten B. Sandgrav. Han ser i det hele taget det strategiske samarbejde som en stor fordel for de danske boligkøbere – ikke mindst fordi der er en tryghed i at få finansiering i en dansk kreditforening:
”Nykredit er jo den eneste danske kreditforening på Solkysten. Så hvis en dansk boligkøber har brug for mellemfinansiering eller finansiering, så er det også en unik mulighed.”
3 hurtige til Carsten B. Sandgrav
1. Hvilke erfaringer har du selv gjort som boligkøber?
Søger du på de forskellige internetsider for Malaga, er det utrolig svært at se detaljer på en bolig. Ofte præsenteres boligen med de allerbedste billeder. Da min hustru og jeg gik på boligjagt, kontaktede vi flere mæglere ud fra det, vi så på nettet. Ofte kiggede vi på noget, som så ud til at være en rigtig fin ejendom, men når vi kom derud, lå det måske midt i et industrikvarter, eller der var andre overraskelser, som gjorde, at vi ikke ville købe. Det var spild af både vores egen og mæglerens tid.
Så her vil jeg gerne selv være med til at gøre en forskel. Når vi får dialogen med kunderne i Danmark, får vi en klar fornemmelse af, hvad de gerne vil have. Så er det vores opgave af finde 3-5 relevante emner inden for deres økonomiske ramme. Det gør vi naturligvis, inden de tager afsted.
2. Hvad er den største forskel på Danmark og Spanien, du ser som mægler?
Det er en helt anden måde, at du som boligkøber handler bolig på i Spanien end i Danmark. Derfor er det utrolig vigtigt, at du allierer dig med en købermægler, som kender fremgangsmåden dernede.
Som dansk boligkøber skal du især være opmærksom på, at du ikke kan tegne en ejeskifteforsikring, hvis du køber en bolig, som har været beboet. I Spanien køber du som beset, og er der udfordringer efterfølgende, står du selv med udgifterne. Ved nybyggeri kan en developer ikke få en ibrugtagningstilladelse, uden der er stillet en garanti for byggefejl og sjusk i 10 år. Så vil du være på sikker grund, anbefaler vi helt klart at kigge på nye projekter, fordi der er en forsikringsdækning.
Det er også vigtigt, at du som dansk boligkøber holder dig til én mægler, som kender området, og som du har tillid til. En købermægler er købers garant. Vores fornemste opgave er at forstå kundens ønsker og behov, så vi kan hjælpe dig godt til Sydspanien. Det koster ikke køber noget, for vi får provision af den mægler, som sælger. Har du dog først været i dialog med sælger eller bestilt materialer fra en developer, er der ikke meget, vi kan gøre.
3. Hvad er dit eget forhold til Spanien?
Jeg elsker kulturen og de utrolig mange oplevelser, der er i Malaga og på hele kysten. Min hustru og jeg er ved at nærme os en seniortilværelse og har i mange år haft et ønske om at være mere i udlandet. Her synes vi, at Spanien er meget tiltalende. Vi begyndte i 2014 at undersøge markedet i Spanien og købte i 2016.
At valget lige netop er faldet på Spanien, er der flere grunde til:
Du kan leve i Spanien på samme måde som i Danmark. Der er masser af aktiviteter og muligheder. Spanien har et skønt klima hele året, og så er der styr på tingene. Du kan også nemt gebærde dig på engelsk på hele Solkysten fra Malaga til Estepona uden at bruge tolk for at gå i banken, på kommunen og lignende. Og så kan du flyve til Malaga alle ugens 7 dage fra enten Jylland eller Kastrup. Der er en flyvetid på kun 3,5 time.
Der er mange danskere på solkysten, så man kan få et godt netværk, hvis man bare går lidt ud. Mange danskere spiller f.eks. golf eller dyrker en social sportsgren som padel (padel tennis), hvor de møder andre danskere. Padel er en relativ ny, men stærkt voksende sportsgren i Danmark, mens man i Spanien har dyrket padel i mange år. Derfor er der mindst lige så mange gode padelcentre, som der er muligheder for golfspillere.